Døesvejens Fritidscenter er startet op august år 2000 efter endt renovering og ombygning af bygningerne, der har en spændende historie.
I bygningerne var der oprindeligt kommunal svømmehal.
Bygningen er opført i perioden 1969-71 og tegnet af arkitekterne Skaarup og Jespersen
Svømmehallen var en meget spændende bygning som blev udsmykket af multi-kunstneren Helge Bertram (1919-1988), der både var keramiker, maler og grafiker.
Bygningen er bl.a. opført i håndglaserede mursten.
Stenmosaik-gulvet i forhallen symboliserer overgangen fra land til vand, og fra en række små vinduer i hallens sider, blev solens stråler lukket ind til et midter-punkt i hallen, hvor der var en roset, så hele bygningen fungerede i virkeligheden som et solur.
I byggeriet blev anvendt fluoridglaserede mursten. Der skulle bruges 79.939 stk. glaserede sten til byggeriet og hvor mange der blev brændt for at nå dette antal, tør ingen spå om. Stenene er brændt på Trasbjerg Teglværk, Struer Landevej lidt nord for Holstebro. (Her har Hunsballe Frø til huse i dag).
Svømmehallen lukkede den 29. juni 1996 da der bliver etableret et nyt badeland i Jeppe Schousgade i Holstebro.
Fra 1996 til 2000 stod bygningen tom.
Man arbejdede med en del projekter vedr. den fremtidige brug af den gamle svømmehal.
Det blev besluttet at etablere et fritids center med idræts- og kulturaktiviteter.
Ombygningen startede medio 1999 og byggeriet stod færdig medio 2000 og bygningerne blev taget i brug omkring august 2000.
Ejendommen består i dag af 300 m2 forhal og 920 m2 hal, samt cafeområde med plads til 40 personer.
I den nye tilbygning hører fritidshjemmet Trekanten til i stueetagen, hvor de råder over 485 m2 og der er mere end 250 m2 undervisnings- og mødelokaler på 1. sal, som bl.a. benyttes af Sct. Jørgens Skolen.
Hele bygningen er handicapvenlig.
Forening for bygnings- og landskabskultur i Holstebro Kommune præmierede i 2000 ejendommen Døesvejens Fritidscenter, som et godt eksempel på bevaring af vor bygningskultur.
Enhver er altid velkommen til at besøge os i centeret, og kigge på den meget smukke og spændende udsmykkede hal. Der er bl.a. ophængt 3 stk. friser, der blev lavet som prøve/model i forbindelse med kunstudsmykningen af bygningen.
Døesvejens FritidsCenter er i dag en selvejende institution med en selvstændig bestyrelse.